Vi bestræber os på at lære eleverne at rumme og favne hinanden, og arbejder meget med fokus på fællesskabet, empati og socialt ansvar. 

På mellemtrinnet er der en forventning om, at man forpligter sig til at indgår i og yde noget til fællesskabet – både i elev- og voksenhøjde.  Således prioriterer vi, at eleverne får medbestemmelse og medansvar, og har man en god idé og viljen til at forfølge denne idé, så kan alt lade sig gøre – eksempelvis ”Legepatruljen”, som er udviklet og arrangeret af 5.årgangs elever. 

Bespisningsordningen, hvor voksne og elever spiser sammen, giver os mulighed for at fokusere på og arbejde med alment dannende kompetencer (bordskik, sunde madvaner, bæredygtighed, madspild m.m.)  

Vi arbejder meget i årgange, og vi har aldersintegreret undervisning i billedkunst og musik. 

 

Din rolle som forælder til et barn på mellemtrinnet 

I 3.-5. klasse handler din rolle som forælder om at fastholde dit barns fokus på skolen. Mange elever i indskolingen er ivrige efter at lære at læse og øve sig på de forskellige fag. På mellemtrinnet kan koncentration og fordybelse omkring det faglige til tider være vanskeligt, fordi kammerater og fritidsaktiviteter fylder mere og mere. Forsøg at finde en balance, hvor du er opmærksom og stiller krav til dit barn i forhold til barnets skolegang, samtidig med at du ikke hjælper for meget. Det er lærerigt og udviklende for dit barn at møde både faglige og sociale udfordringer i skolen, som kræver en ekstra indsats.